Sådan bruger du bedst ChatGPT i virksomheden

28. april 2025 | AI, Teknologi

Hvordan får man det bedste ud af AI – uden at miste sin tone, sine værdier og sin faglighed, og undgår at ende med robottekster uden sjæl?

AI er kommet for at blive. Og mange virksomheder er allerede godt i gang med at bruge ChatGPT til nyhedsbreve, stillingsopslag, produkttekster og præsentationer.

Men lad os være ærlige: Det er ikke altid, det rammer helt plet. Nogle gange lyder det lidt som… ja, som en chatbot. Lige lovligt glat, generisk og fuld af fraser, I aldrig ville bruge selv.

Her er din guide til at bruge ChatGPT bedst i virksomheden

Start med at definere jeres stemme

Før I beder ChatGPT skrive noget, skal I være skarpe på, hvordan I selv lyder.

Har I en Tone of Voice? Det vil sige en stil, I plejer at kommunikere i? Er det nogle ord, I aldrig ville bruge – eller altid bruger? Hvis ikke, så læs vores blogindlæg om Tone of Voice her. Jo tydeligere jeres Tone of Voice er, jo lettere er det at lære ChatGPT at ramme den.

Eksempel på prompt:

“Skriv en LinkedIn-post om vores nye rådgivningsprodukt. Brug vores Tone of Voice som er uformel, ærlig, lidt kæphøj, men fagligt skarp. Undgå floskler og buzzwords.”

Eller bare upload jeres Tone of Voice til ChatGPT, så finder den selv ud af resten.

Træn værktøjet i jeres virkelighed

AI lærer ikke af sig selv, hvem I er – det skal I hjælpe den med. For at få gode og brugbare svar skal I give kontekst. Del eksempler på tekster, I selv har skrevet, og bed ChatGPT om at matche stilen.

Fortæl, hvem målgruppen er – måske skriver I til produktionsledere og ikke marketingchefer. Tilføj også gerne jeres værdier: Måske går I op i faglighed, jordnærhed og bæredygtighed. Jo mere konkret og præcis information, du giver, jo bedre bliver outputtet – især når I arbejder med værktøjet over tid.

Og hvis I endnu ikke har styr på jeres værdier eller jeres ”why”, så læs vores blogindlæg om netop det lige her.

Lav en prompt-guide til teamet

Hvis flere i teamet skal bruge ChatGPT, er det en god idé at lave en fælles prompt-guide. Uden en fælles ramme risikerer I ti forskellige stilarter og svar, der ikke hænger sammen. En god guide indeholder blandt andet jeres Tone of Voice, hvilke ord og formuleringer I helst undgår, hvem I typisk skriver til, og hvordan man formulerer en god prompt.

Det er også en fordel at give input til, hvordan man vurderer og kvalitetssikrer outputtet. På den måde bliver det nemmere for alle at arbejde med værktøjet – og I sikrer en rød tråd i kommunikationen, uanset hvem der skriver.

God prompt = godt svar

Tænk på ChatGPT som en ny kollega: Den forstår kun opgaven, hvis I forklarer den ordentligt.

En dårlig prompt:

“Skriv en tekst om vores nye produkt.”

En god prompt:

“Skriv en kort, fængende LinkedIn-post om vores nye cirkulære emballageløsning. Brug en nysgerrig og uformel tone. Målgruppen er indkøbere i retailbranchen. Slut med et spørgsmål, der inviterer til dialog.”

Brug 1 minut mere på prompten – og spar 15 minutter på at rette bagefter.

Redigér, redigér, redigér

ChatGPT kan skrive hurtigt, men det er stadig jer, der ved, hvordan det skal lyde. Derfor skal I altid læse teksten igennem og justere den, så den passer til jer.

Spørg jer selv: Lyder det som os? Giver det mening for målgruppen? Er der fakta, vi skal dobbelttjekke? Brug ChatGPT som jeres ghostwriter – ikke som jeres direktør. Det er et stærkt værktøj, men det er stadig jer, der sætter retningen.

Brug det til det rigtige

ChatGPT er et fremragende værktøj, når I skal strukturere jeres tanker, finde på overskrifter og vinkler, forkorte eller omskrive tekster og få hul på opgaver, I ellers har udskudt. Men vær opmærksomme på, at det ikke kan alt. Det er endnu ikke særlig velegnet til at levere ny viden om jeres specifikke produkter, udvikle kompleks strategi eller håndtere relationel kommunikation med den nødvendige nuance. Brug det som et springbræt – ikke som en færdig løsning.

Få styr på data og etik

ChatGPT er smart, men det kræver, at I bruger det ansvarligt. Tjek altid, om I risikerer at dele fortrolig information, om I har en AI-politik, og om alle i teamet ved, hvad de må og ikke må bruge værktøjet til. Det handler ikke kun om stil og tone, men også om etik, datasikkerhed og god forretning.

Klar til at bruge ChatGPT med omtanke?

Vi hjælper gerne med at:

  • Lave en AI-kommunikationsguide til jeres team
  • Finde jeres Tone of Voice og værdier
  • Oversætte strategi til prompts, der virker

For ChatGPT kan være en kæmpe hjælp – hvis du bruger den rigtigt.
Og rigtigt betyder: Med omtanke, kontekst og menneskelig dømmekraft.

Og hey – læs også vores blogindlæg om 20 AI-værktøjer, du bør kende.

Skal vi finde løsningen sammen til jeres virksomhed?

 

Hos Think Next kombinerer vi strategi, struktur og teknik i løsninger, der giver jer mere ud af det, I allerede gør godt.
Vi arbejder tæt sammen med jer hele vejen – og bygger digitale platforme, der gør det nemt at kommunikere klart og handle effektivt.

Vil I have en samarbejdspartner, der forstår både jeres faglighed og jeres hverdag?
Så ræk endelig ud til os – vi ved, hvordan man får tingene til at fungere i praksis.